Center for Kræft & Sundhed København|
Rapport fra fisketur på VestamagerDer var linet op til den store fangst, da flere brugere fra Sundhedscenter for Kræftramte var på fisketur på Vestamager, onsdag d. 14. april. Turen var tilrettelagt sammen med naturvejledere fra Skov- og Naturstyrelsen. Fysioterapeut Johnny Wejlgaard fra centret fortæller:Dagen startede med at vi mødtes ved Naturcenter Vestamager og fik klaret det praktiske med fisketegn, cykler og den vigtige kaffe. Derefter kørte vi i samlet trop til dæmningen, hvor de primitive fiskestænger blev klargjort. En komplet primitiv ”fiskestang” består af en trækæp, noget line, en krog, flåd og nogle majs eller melorme. Folk var klar til kamp og var hurtigt at finde ved dæmningens kant. De prøvede på alle – og jeg mener ALLE tænkelige måder at lokke de stakkels fisk ud fra deres vinterhi. Der blev ”spurgt pænt”, ”truet”, “sunget sange” og “lokket” på forskellig vis – desværre hjalp det ikke meget. Det lykkes dog endelig at hive to fisk i land – to skaller på ca. 10 og 15 cm. Det var selvfølgelig de to naturvejledere der på forunderlig vis hev de to pragteksemplarer op af vandet. Det vides dog ikke om fiskene var medbragt, bestukket eller trænet til at springe på nogle kroge ved en særlig kode. Inden fiskeriet var der udlovet gode præmier til ”største fisk” og ”flest fisk”. Præmien bestod af to æsker chokolade, som jo måtte gå til de to naturvejledere. De var dog ret storsindede og delte glædeligt ud af gevinsterne. Det var en skøn tur på solrige Vestamager – og selvom fangsten ikke blev til det helt store, havde folk en god oplevelse. Det er en tur der må gentages – dog når der er lidt større garanti for fisk. En stor tak til alle deltagerne for det dejlige selskab. Jeg lover at vi tager revanche en anden dag. |