Center for Kræft & Sundhed København|
Beretninger fra en mountainbiketurVores mountainbiketure plejer at være en succes. Herunder kan du læse beretninger fra nogle af turene. Tur i Hareskoven, maj 2010Cykelhjelmene var blankpoleret, det rigtige outfit var på, og blikkene stift rettet mod den foranstående udfordring, nemlig bakkerne (og hullerne) i Hareskoven. Vi mødtes ved Hareskov Station og tog i samlet trop ned mod cykeludlejningen, hvor alle blev udstyret med en mountainbike. Efter en kort instruks i gearskift og bremsefunktion, tog Jes – fra Skov & Naturstyrelsen – føringen og ledte vejen for de 6 cykel-hungrende deltagere, for nu skulle bakkerne pines lidt. Vi kørte rundt i skoven i 1-1½ time af en rute, der både bød på bakker op og ned og en anelse mudder. Hvad får man så ud af sådan en tur – udover en fantastisk naturoplevelse? Set fra et fysioterapeutisk perspektiv bliver deltagerne – uanset køn og alder, udfordret i kondition/udholdenhed, koordination og balance, samt teknik på en cykel. Turen afsluttedes som en tur bør afsluttes. Holdet blev delt i to grupper, og hvor fortroppen kørte tilbage og vogtede over de nybagte pandekager, som manden i cykeludlejningen lavede til os, fik de, der havde mere energi tilbage, mulighed for at brænde det sidste krudt af, med nogle gode ’afstikkere’ fra den oprindelige rute. Tak for en hyggelig dag til alle deltagerne og en særlig tak til Jes fra Skov & Naturstyrelsen og cykeludlejningen ved Hareskoven for et dejligt samarbejde. / Johnny Wejlgaard – fysioterapeut på centret En deltager fortæller“Jeg syntes det lød spændende – en tur på mountainbike i Hareskoven. Cykling har ikke været mit store nummer, men jeg glædede mig alligevel til at prøve. Vejret var regn og snask i skovbunden. Efter lidt prøvekørsel hvor vi prøvede gearskift og placering på sadlen ved op- og nedkørsler steg tempoet. Alle fulgtes med instruktøren, som i øvrigt var den eneste som faldt, og snart fór vi ned ad bakker og op igen. Det var helt fantastisk. Man får virkelig pulsen op og ned, uden at det på noget tidspunkt blev farligt. Alt i alt en herlig og storslået oplevelse som jeg kun kan anbefale at deltage i – Tak for det". / Fortalt af Svend, der har prostatakræft |